Sår på sjælen

At hele vores sår på sjælen

Mange af vores uhensigtsmæssige handlemønstre og begrænsende overbevisninger, er ofte baseret på meget tidlige sår på sjælen. På oplevelser og hændelser som i sin tid fik os til at tage nogle meget dybe beslutninger om, hvem vi var og hvordan vi skulle være for at blive elsket og accepteret, fremfor at blive afvist og føle os udenfor. Andre igen gjorde sig hårde og usårlige og besluttede, at de ikke havde brug for nogen. At de kunne klare sig selv.
Men alt dette er kun strategier for at beskytte os selv og har intet at gøre med vores oprindelige kerne.

Som barn er det meget angstfyldt ikke at blive set, hørt og elsket som den man er og vi kommer ofte til at sætte nogle meget uhensigtsmæssige lighedstegn, – som feks: “far har ikke tid til mig ergo er jeg ikke værd at være sammen med”. Som 3 årig kan man ikke resonere, at han måske er nødt til at arbejde mange timer, da økonomisk svær tid eller at han skal rejse meget for sit firma og derfor ikke har så meget tid, som han måske gerne ville. Det kan først forstås langt senere og til den tid er overbevisningen, “Jeg er ikke værd at være sammen med”, allerede blevet en del af vores identitet.

Det er ikke sandt og rationelt set ved vi det godt, men ikke desto mindre lever vi vores liv baseret på disse tidlige tros-systemer og overbevisninger, indtil vi erstatter dem med bedre og mere livgivende overbevisninger, –  feks: Jeg er god nok som jeg er. Jeg er et dejligt menneske. Jeg er dygtig, værdigfuld, værd at elske ect. ect….. At integrere de nye leveregler kræver som regel en dyb forandring i vores selvopfattelse og der skal som regel mere til end blot rationelt at forstå det. 

Hvilke overbevisninger styrer og kontroller dig?

Disse overbevisninger og handlemønstre bliver til en slags indre programmer og får vi ikke bevidstgjort, hvor de stammer fra og forløst de smerter eller spændinger, der ofte ligger nedenunder, ja, så vil de ofte præge og styre vores voksenliv på en negativ og uhensigtsmæssig måde.

Jeg har arbejdet i mere end 30 år med mennesker, som udadtil var velfungerende og havde meget succes, men som alligevel havde en dyb overbevisning om, at de dybest set ikke var gode nok. De var således bange for at fejle, skulle konstant være den stærke, den perfekte, præstere det optimale eller ikke kunne lukke folk helt ind, selv om de længtes efter nære relationer.

Vi kender det alle – da universelt

Vi kender det alle på den ene eller den anden måde. Det at skulle opretholde en facade, som for alt i verden ikke må krakelere. Det kræver både energi og gør det sværere bare at være os selv og yde det bedste vi kan ud fra et afslappet og naturligt sted. Hvis vi lever på den måde i længere tid, kan det give sig udslag i megen stress, følelsesmæssig ubalance, træthed og diverse følge-symptomer.

Det er både slidsomt og smertefuldt at holde sig selv tilbage eller prøve at være en, man dybest set ikke er. Og tør vi ikke vise hele os, være sårbare og åbne, så kan det være svært at opbygge nære og meningsfulde relationer og fungere optimalt sammen med andre. Både hjemme hos familien, i parforhold og på jobbet.

Terapi er godt for sjælen

Rationelt giver det ingen fornuftig mening og ofte er årsagen til, at vi styres af uhensigtsmæssige roller og handlemønstre ikke helt klare eller bevidste for os og det er her, det er godt at gå i terapi. Så man kan opdage og hele de sår, som ellers ikke vil heles af sig selv. Sår som ødelægger og forhindrer en i at leve det liv, man ønsker og længes efter.

Ofte må man ind og se på de tidlige hændelser, via den metode jeg kalder ”healing af det indre barn”, altså heling af de sår på sjælen, som vi måske netop har båret på over længere tid.

Mange af vores overbevisninger og mønstre grundlægges ofte i en meget tidlig alder og de påvirker os desværre stadig som voksne, hvis ikke vi tager kærligt hånd om dem. Jeg tager altid udgangspunkt i her- og nu situationen og så ser, hvor det fører hen og hvilken terapiform, der er den mest hensigtsmæssige.

Selvudvikling er for alle

Lige nu vælger rigtig mange mennesker heldigvis at gå i terapi eller coaching for at udvikle sig og få større selvforståelse. Terapi/coaching kan være af kortere eller længere varighed, hvor du har mulighed for at blive mere bevidst om, hvad der styrer dig på en sådan måde, at du derefter kan tage nogle bedre og mere hensigtsmæssige valg.

Selvudvikling og interesse for at forstå sig selv bedre, er for alle – både for dem der har et helt konkret problem eller mønster, de gerne vil have løst og også for dem, der i bund og grund har det godt , men som bare gerne vil udvikle sig endnu mere gennem sparring med deres terapeut eller coach.

For alle gælder det, at man grundlæggende får mere kontakt med Essensen/sjælen og får en tydeligere fornemmelse af, hvem man dybest set ER…..

At opleve sjælen folde sig ud

Det er altid glædeligt at se et menneske folde sig ud og opleve, at de får større selvværd og respekt for den, de inderst inde er. At det bliver nemmere for dem at udtrykke sig naturligt og kunne styre og kontrollere de følelser og mønstre, som før var forbundet med stor smerte, håbløshed eller selvkritik.

At slippe de gamle historier og tros-systemer åbner op for større frihed og en kunnen hvile i os selv på måder, som åbner for hjertet og vores naturlige væren. En indre ro og fylde som altid er tilstede og nærværende.

Kh Kasha 

Picture of Kasha Hansen

Kasha Hansen

Psykoterapeut, LifeCoach og Mentor

Specialist i Selvværd, Essensarbejde,
“Indre Barn”, Traume Terapi,
Stresshåndtering og personligt lederskab.

Kontakt mig

Kan du lide denne artikel? Del den gerne...

Skriv en kommentar

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Hvis du gerne vil modtage mine nyhedsbreve, kan du tilmelde dig herunder. Samtidig med at du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du få et ‘gavekort’ på kr. 200, som du kan benytte første gang du får en individuel session hos mig + min gratis E-bog “Fra selvkritik til selvaccept”.